Sexisme i tv-branchen

Jeg var ansat på TV2 fra 1999 til 2006.
Dokumentaren ”MeToo: Sexisme bag skærmen” på Discovery+ har vakt berettiget opsigt, og har sat mange tanker i gang hos mig om de år. Jeg var ikke selv udsat for krænkelser, men havde veninder på stationen, der havde grimme oplevelser.

Dokumentaren viser meget tydeligt, hvad magtmisbrug er, og hvad der skaber sexisme. Den viser hvorfor ”hun ikke bare sagde fra, dengang det skete”, og den viser også behovet for at fortælle om noget, der skete for længe siden, for først derefter kan man udskifte den klamme kultur og skabe en ny.

Vi bør vise al respekt til de medvirkende, som så stærkt og modigt fortæller om deres oplevelser i denne dokumentar.